Junior Watson & Mitch Kashmar Band

Mitch Kashmar Band featuring Junior Watson [USA]

17. maj 2019 kl. 20.00

Dørene åbnes kl. 19:15

Pris forsalg: 175,- kr. ekskl. billetgebyr og adm. omkostning

Medlemspris: 100,- kr.

Pris ved indgangen: 195,- kr.

Forsalget lukker kl. 18:00 på datoen for koncerten! – evt. ledige billetter sælges ved indgangen!

Denne koncert foregår på "Spillestedet" i Bygningens stueetage, hvor der vil være sidde-pladser ved caféborde.

MITCH KASHMAR BAND featuring JUNIOR WATSON

 

"Blues-Harmonica Ace" & "Blues-Guitar Wizard"


“en veritabel bluesguitar-legende” & et verdensklasse team udi “The West Coast Blues sound

JUNIOR WATSON

 

Junior Watson er en veritabel og meget levende bluesguitarist-legende, der blandt andet har en fortid i det hæderkronede bluesband Canned Heat og i succesrige Rod Piazza & the Mighty Flyers. Desuden har Junior Watson for eksempel spillet med Charlie Musselwhite, Big Mama Thornton, Lynwood Slim og George “Harmonica” Smith. Endvidere har han strøet guitar-stjernestøv over mere end 60 album inklusiv en lille håndfuld albums i eget navn.

 

Med et hav af påvirkninger fra andre bluesguitarister har Junior Watson skabt sin hel egen uefterlignelige spillestil… og så bruger han ikke så meget som skyggen af en effektpedal.

West Coast blues

Orkesteret består af ”The West Coast Guitar Wizard”, guitar-troldmanden Junior Watson, mundharpeviruous og sanger Mitch Kashmar og deres to fine medmusikere, bassisten Bill Stuve og trommeslageren Andrew Guterman.

Frontfigurerne er selvsagt Junior Watson og Mitch Kashmar, der backes af to yderst kompetente medmusikere, og på en scene fremstår de fire musikanter som en velfungerende enhed.

Dette kunne man for eksempel konstatere forrige år, hvor kvartetten spillede få steder i Europa.

Dengang kaldte bandet sig Junior Watson Band, men i dag har de taget navneforandring til ”Mitch Kashmar Band featuring Junior Watson”, antageligt for at understrege, at der er to hovedstjerner i orkesteret.

I år er der hele to koncerter i Danmark på tourplanen – Vejle er på plakaten som eneste by i provinsen!


Flere besøg

Den uforlignelige, originale guitarist Junior Watson, der har sin helt egen ekvilibristiske spillestil, der altid får flere blandt publikum til at tabe underkæben af benovelse, har aflagt Danmark flere besøg før 2018.

Junior Watson gæstede eksempelvis også Horsens Blues Festival i 2015, hvor han spillede med et større internationalt musikerhold i ryggen.

Junior Watson kunne også opleves på det mindre spillested KulisseLageret i Horsens i foråret 2017. Ved denne koncert blev han blandt andre backet af den norske trommeslager Alex Pettersen, der til daglig spiller med selveste Rick Estrin & the Nightcats.

Junior Watson er således ikke hvem som helst og har en længere, glorværdig musikerkarriere bag sig. Blandt andet spillede bluesguitarvirtuosen i 11 år med uforlignelige Rod Piazza & the Mighty Flyers samt i en tilsvarende periode med legendariske Canned Heat.


I eget navn

Desuden har Junior Watson spillet med mundharpeikonet Charlie Musselwhite og med navne som Luther Tucker og Jimmy Rogers samt et hav af andre musikere.

Måske er det travlhed, der har gjort, at Junior Watson gennem sine mange år i musikkens tjeneste kun har indspillet få album i eget navn, hvoraf især den anbefalelsesværdige skive If I had a genie fra 2002 skiller sig ud.

Til gengæld har han ved siden af sine faste musikerjobs bidraget til over 60 fuldlængdeudgivelser med andre kunstnere, så der har været nok at lave.

Imidlertid må det vist snart være på tide med endnu et soloudspil fra Junior Watson, for sådan et har verden ikke set siden 2012.


Kapabel

Den anden frontfigur – mundharpespilleren og sangeren Mitch Kashmar – er en kapabel musiker, der især udmærker sig som kreativ mundharpemand.

Som sangskriver har han ofte en ræv bag øret, og hans sangtekster er værd at beskæftige sig med.

Mitch Kashmar, der er født i 1960, stammer fra den ”hippe” californiske by Santa Barbara. Hans musikinteresse var allerede prominent, mens han gik i gymnasiet, og i starten af 1980’erne dannede han sit første band, The Pontiacs.

I midt-1980’erne flyttede Mitch Kashmar til Los Angeles, og The Pontiacs oparbejdede efterhånden et godt ry, der blandt andet gjorde, at de snart spillede backing for blues-notabiliteter som Albert Collins, William Clarke og Pinetop Perkins.


Solo

I 1990’erne valgte Mitch Kashmar at gå solo og indspillede sit første album i eget navn, Crazy mixed-up world, hvis titelnummer ofte er på Mitch Kashmars sætliste den dag i dag.

Det var dog ikke før i 2005, at karrieren begyndte at rykke for alvor. Her blev nemlig hans velanmeldte andet solo-album – Nickles & dimes – udgivet. Her indtager Junior Watson en prominent plads med sit fornemme guitarspil.

I 2006 fulgte det fine album Wake up and worry, og nu havde publikum virkelig fået ørerne op for Mitch Kashmars musikerkvaliteter.

Således blev han samme år nomineret til en Blues Music Award i kategorien ”Bedste nye kunstner-debut,” og det følgende år blev Mitch Kashmar atter nomineret til en Blues Music Award; denne gang i kategorien ”Bedste instrumentalist – mundharpe.”

Siden da er det blevet til yderligere tre solo-album, der absolut er værd at stifte bekendtskab med. Det samme gælder Mitch Kashmar i live-sammenhæng, og netop dét bliver der lejlighed til, når han, Junior Watson, Bill Stuve og Andrew Guterman besøger CROSSROADS i Vejle fredag den 17. maj 2019.


MITCH KASHMAR

 

Mitch Kashmar er en mere end habil mundharpespiller og sanger, der er blevet hædret med to BLUES MUSIC AWARD-nomineringer og har delt scene med navne som Jimmy Witherspoon, John Lee Hooker og Big Joe Turner. Desuden har han seks albumudgivelser i eget navn bag sig.

 

Mitch spiller sin blues harpe med uovertruffen kreativitet, energi og indlevelse og han er lige så vittig og fantasifuld i rollen som sangskriver og komponist.

 

Med sig til Vejle har han et stærkt team af musikere fra den amerikanske vestkyst.

Musikere:

  • Junior Watson - guitar & vokal
  • Mitch Kashmar - sang & mundharpe
  • Bill Stuve - basguitar
  • Andrew Guterman - trommer & percussion

NYHEDSBREV

Tilmelding til nyhedsbrev


Kontakt CROSSROADS

Kontaktperson: Peter Buhl

E-mail: peter@crossroads-vejle.dk


Bluesforeningen CROSSROADS

CVR nr.: 30060695

CROSSROADS

er hjemmehørende i Vejle,

og blueskoncerterne støttes af

VEJLE KOMMUNE og

STATENS KUNSTFOND

  

Forbehold for ændringer

Denne hjemmeside bruger cookies. Ved at fortsætte med at bruge dette websted accepterer du vores brug af cookies. // This website uses cookies. By continuing to use this site, you accept our use of cookies.

OK / Godkend!